Kære Friend.
Gider vi overhovedet bøvle med vores kvindelighed og alt det der med mænd?.
Jeg gad ikke.
Eller gad er måske forkert sagt. Jeg ville ikke se i øjnene, at min tilgang ikke hjalp mig, er nok en bedre måde at sige det på.
Jeg hutlede mig igennem indtil jeg var omk. 40 år.
Der var tingene til gengæld også blevet nærmest absurde.
Jeg brugte oceaner af energi på at holde erkendelsen fra døren.
Den erkendelse der handlede om, at den måde jeg så på mig selv som kvinde og den måde jeg var i relation til mænd i mine forhold, den tjente mig ikke længere.
Den var nærmest blevet lidt ligesom som en rygsæk med gammelt skrammel, som jeg masede rundt med.
Slæbte rundt på og trak efter mig, nærmest som om jeg troede at en verdenskatatsrofe ville ramme mig, hvis jeg holdt op med at bakse rundt med den.
Mærkeligt ikk…
…
..
.
Og hvorfor gjorde jeg det så?
Jo, det er der jo rigtig mange grunde til.
Jeg anede ikke, at dybt i mig (og i alle kvinder), der ligger nogle medfødte og iboende kræfter og potentialer, som hører det feminine til – som vi har, blot i kraft af, at vi er kvinder.
Og derfor anede jeg jo heller ikke, at der fandtes måder at aktivere disse potentialer.
Og at mange af dem faktisk er dem, som manden savner at se i sin kvinde – selvom han ikke altid kan sætte ord på det.
Og noget af det handler om at eje sin værdi, at være autentisk, oprigtig og at være kvinde med stort K.
Faktisk troede jeg også, at jeg var lidt sær,
fordi jeg kunne mærke, at jeg var ved at være træt af at kæmpe.
Kæmpe for at overhøre min indre stemme, der ligesom hele tiden hviskede til mig om, at der var noget, jeg havde ”overset”.
Noget jeg manglede at forstå.
Noget der kunne gøre billedet…af mig og mit kærlighedsliv, helt.
Kæmpe imod følelsen af, at jeg spildte en masse håb, tid, forgæves indsats og kærlighed i mit forhold.
For det var stort set, hvad jeg følte; tiden gik, og jeg savnede at mærke mig selv ved min egen side – og jeg savnede det samme ift. min partner – at han stod der som en urystelig klippe, også når jeg var s…. uperfekt, uordentlig, uklog, usexet, usikker og ikke havde styr på noget som helst – mindst af alt mig selv.
For det var sådan jeg havde det – han måtte for guds skyld ikke se, hvor sårbar jeg dybest set var og hvor meget jeg faktisk bare gerne ville have, at han tog over og roede vores lille båd derudaf.
Nej, kontrollen, den evige rydden op i ”tingene og forholdet” og at se ud som om, jeg havde total styr på alting - det måtte for guds skyld ikke tages fra mig.
…
..
.
Heldigvis får alting en ende.
Og nogle gange skal vi have et wake up call af de helt store, før vi tør give slip på det, som faktisk allerede er endt.
Mit wake up call så sådan her ud:
- Min store dejlige teenage søn sagde; ”Mor, du opfører dig som en mand”.
- Jeg følte at livet og kærligheden var en kamp, som jeg hver dag kastede mig ud i med kamphormonerne på højtryk.
- Jeg drømte også om natten, at jeg var en mand. Jeg stod og kiggede i et spejl, og der så jeg en mand. Jesus, det var total spooky.
- Jeg havde følelsen af, at jeg stor inde i en skruetvinge, som langsomt blev skruet mere og mere sammen, sådan at der ikke var plads til mig.
- Min partner sagde; ”Helena, hvad vil du egentlig med mig? Du kan og vil jo alting selv. Du fejer alt jeg siger af bordet – også det jeg gør for at glæde dig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre dig glad mere.
Når en mand siger sådan, så gør hans kvinde noget fundamentalt forkert ved hans mavefornemmelse.
Og når en kvinde føler som jeg gjorde, så har hun mistet forbindelsen til det aller helligste i hende – hendes forbindelse indad til det, der er vores smukke, strålende livskraft: visdommen om vores kvindeliv og kærlighedsliv. En kvindes visdom.
Og det var det jeg havde overset, det der manglede, det der gjorde, at jeg følte mig halv; jeg havde ikke gjort mig den ulejlighed at give mig selv visdom – om mit potentiale som kvinde og om manden.
Ham min halve appelsin, som jeg påstod jeg elskede – ham havde jeg ikke sat mig ind i.
Om det var fordi jeg ikke gad.
Eller fordi jeg helst ikke ville indrømme, at jeg ikke havde styr på det, var stolt, eller om det var fordi jeg dybest set mente, at han da bare skulle rette ind, det ved jeg ikke.
Det var nok en kombination.
Og den kombination blev jo selvfølgelig stærkt flankeret af en masse andre ting, såsom kvindeparadigmer, mødet med toksiske mænd, forventningen om perfekthed, angsten for forladthed og 100 andre ting.
For sådan er det Friend.
Det er 100 vis af ting, der står i vejen for vores visdom og for at vi stiller os ved vores egen side med altfavnende nænsomhed. Og sådan er det for os alle sammen, selvom vi er tilbøjelige til at tro, at vi er helt alene med det.
Det er sådan set ikke så vigtigt, hvad det er, der spærrer – det vigtigste er, om vi gider, og tør. Og det der spærrer, det kan fjernes. Tro mig, det er det jeg ved alt om.
Måske du var med på webinaret i torsdags, hvor jeg kom ind på mange af de her ting, kom omkring visdom om mænd og også delte hvordan jeg endte omkuldblæst, ”nøgen” og på bar bund, da mit wake up call ligesom var færdig med at rase.
Hvis du ikke var ved og gerne vil se det inden det ikke kan ses gratis mere efter 1. oktober, så kan du gøre det HER.
Det er webinaret ”Forstå mænd og det maskuline, så du kan blive en smækker, lækker visdomsfuld kvinde – der kan stoppe med at gøre og give det forkerte.
Der er også en helt speciel mulighed til dig i webinaret, fordi du er læser af mit nyhedsbrev (og tak for det ♥).
ses vi på den "anden side"?
Det håber jeg - Kærligst Helena
Helena@awomansheart.dk
PS: Og det var HER du kunne se Webinaret |
